Facebooks algoritme favoriserer Live i øjeblikket, så hvis du vil udnytte mulighederne, mens de er der, kan det kun gå for langsomt med at komme i gang. Her får du et par praktiske tips til, hvordan du med få og enkle midler laver de bedste Live-streams.

1) Køb et stativ
Hvorfor? Fordi det er billigt, nødvendigt – og så gør det hele forskellen for dit Live-post, da rolige optagelser lavet med fx en telefon ser langt mere profesionelle ud end rystede, håndholdte optagelser. Du kan nemt finde et stativ til omkring en hund på nettet.

2) Lyd, lyd, lyd
Hvorfor? Fordi dine fans springer fra uden at dele opslaget, hvis lyden er dårlig. I sagens natur er det ikke muligt at lave undertekster på din Live-video – derfor skal du sørge for, at lyden er så god, at dine fans bliver hængende. Billige mikrofoner, der kan kobles til en Iphone, er nemme at få fat i på nettet – og de gør en stor forskel for det færdige resultat. Husk desuden at teste lydudstyret grundigt før, du går i luften.

3) Lav larm
Før du går live med din event, så lav så meget reklame for den som overhovedet muligt på blogs, Facebook osv. Hvis du sender live fra en koncert eller interviewer en artist, så prøv at få vedkommende artist, spillested eller hvem det nu måtte være til at lave noget reklame for din Live-event. Vær ude i god tid med dette.

4) Få styr på billedet
Når du begynder din Live-optagelse, så er der nogle enkle forholdsregler, du kan tage for at få den bedst mulige billedside i kassen. 1) Alle lyskilder skal helst befinde sig bag kameraet, så der kommer mest muligt lys på det, der er i centrum – fx den person der bliver interviewet. 2) Find en rolig baggrund uden alt for meget bevægelse, så du undgår at der vader folk forbi i baggrunden og stjæler fokus – det er naturligvis også tilrådeligt at undgå folk, der vader ind foran kameraet!

5) Branding
Dette er også din mulighed for at brande din event, så hvis du kan få sneget et logo ind i baggrunden, på mikrofonen eller andre synlige steder, så er det helt oplagt.

6) Engagér dine fans
Læg en plan for, hvordan du vil engagere dine fans efterfølgende. Du kan fx spørge dine fans på forhånd, om de har nogen spørgsmål. Og hvis der dukker spørgsmål op under din Live-stream, så besvar dem live – det giver dine fans en endnu større følelse af nærvær og engagement.

7) Sig pænt farvel
Når streamen slutter så husk at tage ordentlig afsked med dine fans, hvor du takker dem for at have kigget med og – ikke mindst – opfordrer dem til at kigge med næste gang eller i det hele taget til at kigge nærmere på din Facebook-side for opdateringer. Involvér også din eventuelle gæst i dit farvel – men undgå for enhver pris at afbryde din Live-stream brat uden afsked.