COPENHELL er en af årets mest eftertragtede og populære festivaler, og i år gik den udsolgt på rekordtid. Af samme årsag oplever festivalen en del forsøg på svindel fra billethajer. Og derfor har man taget utraditionelle metoder i brug for smide grus i maskineriet hos disse svindlere, der overvejende bruger Facebookgruppen COPENHELL 2019 til deres aktivitet.

Således har COPENHELLs moderator, Morten Skovgaard, smidt over 100 falske profiler ud af gruppen og gentagne gange opfordret brugerne til at benytte Ticketmasters Fan Guarantee, hvis de skal købe billetter hos privatpersoner. Desuden bliver de advaret imod Facebook-profiler, der ikke har eksisteret ret længe, ikke har mange venner, eller som på anden vis ikke virker helt ægte.

Disse tiltag har skabt en solidarisk fankultur blandt COPENHELLs fans og har den effekt, at der er gået sport i at jage snyderne.

Morten Skovgaard fra COPENHELL siger: ”En klar tendens har været profiler med et billede af en ung norsk kvinde sammen med en kæreste. Jeg har skrevet sammen med flere af dem via mine egne counterscamming-Facebook-profiler, og det har med stor sandsynlighed været den samme person, der har stået for rigtig mange af dem. Jeg har forsøgt at købe billetter af dem, og så snart de er begyndt at tale uden om, når jeg nævner Fan Guarantee, er de blevet slettet omgående”.

Så en aktiv indsats for at informere og oplyse dine fans kombineret med en eventuel counterscamming-strategi kan gøre en stor forskel. Og det behøver ikke være kedeligt, uddyber Morten Skovgaard: ”Jeg er rutineret counterscammer og nyder i fulde drag at terrorisere dem så meget som overhovedet muligt, for det virker fortrinligt. En af dem blev pænt tosset på min meget berejste indiske ven Ramesh Binderdondat, som trak et potentielt billetkøb ud over næsten en hel uge med en lavine af dumme spørgsmål”.

Så det er altså lykkedes COPENHELL at dæmme op for det værste med en aktiv indsats over for snyderne. Og disse små fifs fra årets største metalfest er hermed givet videre til alle jer i branchen, der ønsker at gøre en endnu større indsats mod svindel med billetter.

Du kan desuden finde COPENHELLs tekst med opfordring til deres fans om at bruge Fan Guarantee her:

-- ADVARSEL OM FALSKE BILLETTER --

Vi har skrevet det før, og vi gør det igen flere gange frem mod festivalen: COPENHELL blev udsolgt ekstremt tidligt i år, og det har resulteret i langt mere billetsvindel end nogensinde før.

Særligt i Facebook-gruppen COPENHELL 2019, hvor der foregår en del køb og salg mellem privatpersoner, sletter vi dagligt adskillige opslag fra snydere, der forsøger at udnytte folk, og vi kan ganske enkelt ikke advare jer nok gange mod at købe billetter fra mistænkelige sælgere.

Husk på denne tommelfingerregel: Hvis en Facebook-profil, der ser nyoprettet ud, der ikke har nogen venner, eller som på anden vis virker mærkelig, reklamerer med COPENHELL-billetter til salg, er der stor sandsynlighed for, at nogen forsøger at snyde jer.

Insistér derfor *altid* på at købe billetter gennem Ticketmasters Fan Guarantee (ring til dem på 7015 6565), som garanterer jer, at den billet, I er ved at købe, er gyldig. Hvis personen, I er ved at købe af, afslår at bruge Fan Guarantee, kan I med sikkerhed regne med, at billetten er falsk.

Hvis I opdager åbenlyst falske Facebook-profiler, der forsøger at sælge ugyldige COPENHELL-billetter enten på denne side eller andre steder, så tøv ikke et sekund med at advare andre om dem – for eksempel med en kommentar til deres opslag.

Vi gør med meget værdsat hjælp fra The Copenhell Family en stor indsats for slå ned på parasitterne så hurtigt som muligt, men I kan alle sammen være med til at hjælpe hele festivalfællesskabet.

Tak for hjælpen – og god weekend! --

Flere nyheder

31/05/19

Varsling om planlagt opdatering

Til info er Ticketmaster.dk ikke tilgængelig søndag aften den 2. juni fra midnat kl. 24.00 og ca. 4 timer frem pga. planlagt opdatering.

31/05/19

Academy Music Groups spillesteder er de første til at blive digitale sammen med Ticketmaster

Fans kan nu se frem til en endnu nemmere og mere brugervenlig oplevelse på de spillesteder, der tilhører Academy Music Group (AMG).