Når du havner på Ticketmasters hjemmeside for at købe billetter vil du nogle gange opleve, at du skal bekræfte, at du ikke er en robot, før du kan fortsætte dit køb. Det er ét af flere tiltag, der skal forhindre robotter, dvs. automatiserede programmer designet til at ”høste” billetter på nettet, i at købe billetter på Ticketmaster.dk. Vi holder også øje med mistænkelige købsmønstre for at forhindre billethajer i at købe større partier billetter med henblik på ulovligt videresalg.

Men det sker desværre, at kunderne havner direkte på det sekundære marked, når de leder efter billetter til en liveoplevelse. I DRs Kontant har man fx kunnet se en kvinde, der købte Metallica-billetter på det sekundære marked og endte med at betale fire gange så meget for billetterne, som de egentlig skulle koste. Det er svindel og dybt forkasteligt.

Derfor vil vi gerne opfordre alle til at gøre tydeligt opmærksom på, hvilken partner der varetager jeres officielle billetsalg. For Ticketmasters vedkommende kan det fx ske ved, at I lægger vores logo på jeres hjemmeside, at I nævner vores navn i forbindelse med jeres arrangement og ikke mindst ved et direkte link til jeres billetsalg på vores platform.

Og benyt endelig enhver lejlighed til at advare mod at købe billetter andre steder end hos den officielle billetformidler – i sidste ende er det vores fælles fans, der ender med en skuffende oplevelse, hvis de bliver afvist ved indgangen med en ugyldig billet.